Om Circus Clay

Elisabeth Laursen – en grafisk keramiker

Ofte er en kunstnerisk løbebande i en behersket grad belagt med en overflade af tilfældigheder, og da Elisabeth Laursen henvendte sig på Aarhus Kunstakademi med henblik på at indlede et studie i grafik, havnede hun af uransagelige omveje på linien for keramik.

I Elisabeth Laursens keramiske værker oplever man ikke desto mindre det grafiske som en ikke uvæsentlig del af helheden. Ved hjælp af ikke helt ukomplicerede metoder, der har afsæt i silketrykket/serigrafien, møder det narrative i hendes værker det formforankrede. Interessen for det grafiske medie synes intakt.

slides4

Hvis man er bosat på en lokalitet en halv snes kilometer udenfor en mellemstor dansk provinsby, kunne man antage, at en kunstners verdenssyn blev indsnævret til kun at omhandle nærmiljøet; men tværtimod blev Elisabeth Laursens verdenssyn styrket – og det forløb gav næring til en tro på, at keramikken kunne bruges til andet og mere end blot produktion af skåle og kaffekopper.

slides4ny

Under stærk indflydelse af personligheder som Paul Scott og Grayson Perry, som begge har søgt alternative veje i keramikkens univers, kastede Elisabeth Laursen sig ud i eksperimenter, der både havde det lokale og det globale som udgangspunkt.

Nu er hun væk fra den lille by, og i dag er grænsefladen mellem hjem og værksted mere eller mindre udvisket, og der er ingen grund til at antage, at Elisabeth Laursens appetit på eksperimenter er formindsket.

–  Lars Svanholm, skribent og billedkunstner